Hvordan lykkes det ildsjæle
at skabe forandring?
Professor Eva Boxenbaum forsker i, hvad der skal til for at skabe permanente forandringer i organisationer og i samfundet.
Ildsjæle oplyser nye muligheder i mørket
Der findes altid, til alle tider og i alle samfund ildsjæle, som formår at se helt nye muligheder og skabe omvæltninger i samfundet. Ildsjæle er mennesker, hvis indre flamme brænder for en sag. Under de rette betingelser er ildsjæle i stand til at forandre vores indgroede måder at tænke på i familiesystemer, i samfundet, i organisationer, nationalt og globalt. Professor Eva Boxenbaum forsker i, hvad der skal til for, at en ildsjæl lykkes med sit projekt i en organisatorisk kontekst, og hvilke forhindringer, der kan blokere vejen.
Bog om ildsjæle
I 2024 udkommer bogen ‘Ildsjæle’ om Eva Boxenbaums forskning i, hvad der skal til for at ildsjælens lys breder sig – først som en gnist og siden som en flamme, der antænder nye væger, så flammen kaster lys og breder sig som en ildkugle af forandring og nybrud. Bogen er samtidig en personlig fortælling om at være drevet af nysgerrighed.
Forskningsformidling
I sin forskning er Eva Boxenbaum optaget af, hvorfor nogle ildsjæle brænder igennem, mens andre aldrig rigtig får tændt væger hos andre. Ved at formidle sin forskning i ‘institutionelle entreprenører’ ønsker hun at give ildsjæle indblik i, hvilke organisatoriske processer, der kan bidrage til at skabe forandringer i samfundet.
Om Eva Boxenbaum
Eva Boxenbaums vej ind i topforskning minder om de ildsjæle, hun undersøger. Et brev til Moder Teresa blev afgørende. Det gav i 1990 frivilligt job på det oprindelige hospice i Calcutta. Her blev hun dybt optaget af samspillet mellem ildsjæle, organisationer og samfund. Det blev startskuddet til at forske i emnet . I 2021 modtog hun EliteForsk-prisen.
Ildsjæle kan forandre vores verden
Vi har mange ildsjæle i verdenshistorien, som har skabt store samfundsomvæltninger. Ildsjæle har eksisteret til alle tider, i alle samfund og i alle organisationer i form af iværksættere, filosoffer, politikere, NGO’er, topledere, kunstnere, forskere og frontkæmpere. Eva Boxenbaum forsker i, hvad der skal til for, at du som ildsjæl brænder igennem med din ide, din nytænkning og dit budskab om forandring. Med sin forskning samler hun viden om hvilke trends, tendenser og samfundsstrukturer, der fremmer eller bremser nye ideers fremblussen.